No items found.

Indstilling til Robert Prisen 2026 åbner den 16. september.

Retningslinjer for indstilling af TV-serier

En TV-serie defineres som en serie bestående af mindst 4 afsnit, hvor hvert afsnit varer minimum 8 minutter. Serier, der ikke opfylder disse krav, kan søge dispensation fra bestyrelsen. Dette søges via mail til info@filmakademiet.dk. 

Kun produktionsselskabet kan indstille TV-serier til Robert Prisen. Det er således producenten, der beslutter, hvilke personer fra serien, der indstilles.  

Der skal udfyldes én formular per indstillede TV-serie.    

Alle felter i formularen skal udfyldes. Angiv, hvem der skal nomineres i hver kategori. Hvis man ikke ønsker at indstille nogen i en kategori, skriv ”-”. 

For at indstillingen er gyldig, skal TV-serien have sin sæsonpremiere mellem 01.01.2025 og 31.12.2025 på en dansk tilgængelig tv-kanal eller streamingtjeneste.   

For at kunne indstilles skal TV-serien være dansk og dermed opfylde følgende krav: 

1)  Distributionsretten skal være hos en dansk aktør (f.eks. hos en dansk TV-kanal, streamingtjeneste/platform eller dansk producent).   

2) Hvis der er tvivl, bruges MEDIA's pointsystem til at vurdere, om TV-serien er dansk. Serien skal opnå mindst 10 point:   

Dansk instruktør = 3 point, Dansk scenograf = 1 point, Dansk manuskriptforfatter = 3 point, Dansk a-fotograf = 1 point, Dansk komponist = 1 point, Dansk klipper = 1 point, Dansk skuespiller 1 = 2 point, Dansk skuespiller 2 = 2 point, Dansk skuespiller 3 = 2 point, Dansk lyddesigner = 1 point, Dansk location = 1 point, Dansk post-produktion = 1 point. TOTAL: 19 point (Kilde MEDIA).

Serier fra rigsfællesskabet kan indstilles på samme vilkår som danske film. TV-serien må ikke være indstillet til en national filmpris i et andet land. 

En TV-serie kan tilhøre anerkendte fiktionsgenrer, som omfatter bl.a. børne- og ungdomsfiktion, julekalender, comedy/satire, drama, krimi og/eller thrillere. Filmiske dokumentarserier skabt af en instruktør og en manuskriptforfatter kan indstilles på samme vilkår som fiktionsserier. 

TV-serier kan indstilles i to kategorier: 

  • Korte TV-serier (afsnit på op til 30 minutter i samlet spilletid inkl. sluttekster)  
  • Lange TV-serier (afsnit på over 30 minutter i samlet spilletid inkl. sluttekster) 
INDSTILLING AF PERSONER

Skuespillere fra både lange og korte TV-serier nomineres i de samme kategorier til Robert Prisen uanset format/episodelængde.

For skuespilkategorierne gælder det, at skuespilleren skal være fyldt 15 år inden eller under optagelserne.  For indstilling i kategorien Årets hovedrolle skal skuespilleren medvirke i mindst 40 % af sæsonen.    

Der kan maksimalt indstilles én skuespiller per TV-serie i kategorierne Årets mandlige hovedrolle og Årets kvindelige hovedrolle. I kategorierne Årets mandlige birolle og Årets kvindelige birolle kan der indstilles op til to skuespillere per TV-serie.   

Bemærk: I særlige tilfælde gives der dispensation til at indstille mere end 1 hovedrolle eller 2 biroller af samme køn. Man søger om dispensation ved at sende en mail til info@filmakademiet.dk.   

GYLDIG INDSTILLING OG MATERIALER

I bunden af formularen skal du bekræfte, at du har læst retningslinjerne. Du er ansvarlig for, at navne og titler er stavet korrekt. 

Ved indstilling af en film giver producenten tilladelse til, at det tilsendte materiale kan bruges af Danmarks Filmakademi og Filmakademiets samarbejdspartnere til at promovere Robert Prisen. Producenten bekræfter også,at de kan levere nødvendige materialer til produktionen af prisuddelingen.  

2 afsnit af TV-serien skal stilles til rådighed for digitalt gennemsyn for medlemmer af Danmarks Filmakademi. Bemærk, at det ikke er muligt at indsende fortløbende afsnit, som f.eks. episode 1 og 2 – kun afsnit, der ikke ligger i rækkefølge, f.eks. episode 1 og 3.  

Streaming er udelukkende forbeholdt Danmarks Filmakademis medlemmer i forbindelse med nominering og afstemning. Linket er tilgængeligt for medlemmer i perioden 18.11.2025–20.01.2026 medmindre andet aftales med Filmakademiet. Link til serien og evt. adgangskode sendes til info@filmakademiet.dk. 

Der skal sendes 2 stillbilleder fra TV-serien i høj opløsning (minimum 1920x1080px) til info@filmakademiet.dk.  

Der skal sendes videomateriale i form af enten en trailer eller EPK-materiale til info@filmakademiet.dk.  Materialet skal være uden undertekster. Hvis TV-serien ikke har en trailer, er det også muligt at sende et downloadlink til et afsnit.

Alle materialer skal være Danmarks Filmakademi i hændesenest ved indstillingsfrist. 

Samlet liste over materialer, som sendes til info@filmakademiet.dk:

  • Trailer eller EPK-materiale
  • 2 stillbilleder i min. 1920 x 1080px
  • Streaminglink til digitalt gennemsyn

INDSTILLINGSGEBYR

Indstillingsgebyret til Danmarks Filmakademi betales her i forbindelse med tilmelding (inkl. moms, eks. gebyr):

  • Årets danske tv-serie (spilletid inkl. sluttekster er over 30 min. per episode): 3.950 kr. 
  • Årets korte tv-serie (spilletid inkl. sluttekster er under 30 min. per episode): 2.950 kr. 

Danmarks Filmakademi forbeholder sig retten til at ændre kategorier og retningslinjer og er ikke forpligtet til at uddele priser i alle listede kategorier. 

Ved spørgsmål kan sekretariatet kontaktes på info@filmakademiet.dk eller telefon 29801984. Telefonen er åben tirsdage og torsdage fra kl. 10.00-16.00. 

Husk, at aktive professionelle i den danske film- og tv-branche kan blive medlem af Danmarks Filmakademi gratis. Du kan ansøge om medlemskab her.